Wednesday, November 27, 2013

Ord om Rune T. Kidde

Mandag d. 21. oktober, 2013, døde Rune T. Kidde. Søde rare Rune.

Rune var min samarbejdspartner på projektet Kidde goes Umpff. Runes recitationer - digte og historier - pakket ind i mine beats og arrangementer, komponeret og spillet delvist sammen med Timo Vuoppola, og krydret med gæsteoptrædener fra en række søde folk, fra både Runes og mit netværk.

Jeg har været vild med Runes sproglige vildskab, og skæve blik på verden og samfundet, siden jeg som 12-årig læste Runes første tegneseriealbums. Nogenlunde samtidig kastede jeg mig også over Dan Turells "Vangede billeder", og med Rune og Dan blev grundlaget for min interesse, og mit senere musikalske arbejde med dansksproget lyrik, lagt.

Mit samarbejde med Rune startede via en kæk kommentar, fra min side af, på en video som Rune havde postet på sin Facebookside. Let's Work Together hed soulklassikeren på Runes væg, hvortil jeg kommenterede "Det kan vi da godt, check det her ud". Der gik ikke mere end et par dage inden Rune henvendte sig. Vi skrev lidt frem og tilbage, og endte med at mødes over kaffe og mikrofon i min stue. Det var hyggeligt.

Rune præsenterede hurtigt i processen en udmelding, som jeg straks tog til mig, og som har udviklet sig til at være omdrejningspunktet for alle kreative processer, jeg siden hen har været involveret i: lad os se hvor det vil hen.

Altså: ingen dogmer, eller forudindgåede aftaler, der på nogen måde kan bremse, eller stække den kreative proces.

Jeg gik dog lidt på listefødder med de første par beats jeg præsenterede for Rune. Og det blev så lidt for pænt og ufarligt. Da jeg fangede at han synes det var lidt kedeligt, slap jeg tøjlerne, og gik fuld beserk bag strenge og knapper, i håb om at kunne pakke Runes recitationer ind i noget, der kunne matche intensiteten og vildskaben. Det hjalp så tilsyneladende, og derefter vidste "det" præcis hvor det ville hen.

Indspillet i min stue, ud til stærkt befærdet vej, dukkede der en bus op på introen til en af vores indspilninger. Rune hvisker, mikrofonen er skruet højt op, og der har vi så en bus?!? Mastererings-manden påpegede at vi burde rense vokalsporet for støj, og det sagde jeg lidt modvilligt til Rune, for jeg synes det gav atmosfære og liv. Rune var helt enig. Og det var vi oftest, selvom vi kom med hver vores, fra hver vores sted.

Måske det var derfor at det var en befriende åben og udviklende kreativ proces at arbejde sammen med Rune. Ikke dét at vi var enige, men at vi var enige, trods de åbenlyse forskelle i hvor vi kom fra, og hvad vi ellers lavede af kånst. Ingen tvivl om at Rune havde været dér før, og at han formidlede dén indgang til samarbejder, uden at gøre andet end at være sig selv. Jeg er glad for at jeg formåede at ride med på hans behageligt opsadlede hest, selvom det blev en alt for kort tur. Tillidsbåret udover det sædvanlige. Kreativt, kontraktligt og menneskeligt.

Ét billede bliver ved med at dukke op på min indre kanal. Rune, med hånden på Mariannes skulder. I højt tempo, nedad gaden, før en koncert vi spillede. Tillid igen.

Jeg savner at Rune kommer ud og leger. Heldigvis er stort set alt vi lavede som Kidde goes Umpff dokumenteret. I form af håndholdt video fra koncerter, lokal-tv, fotos, malerier, improviserede promovideoer i vilde farver, en CD/stream/download.
Der kommer ikke mere, alt er sluppet løs, for dén var Rune også med på.

Tak, til min makker Rune. Tit, tak.